Nyt udefra
 - 11.04.12

280 mio. til grøn udvikling i landdistrikterne

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter er nu færdig med oprydningen af bekendtgørelserne om tilskud til projekter indstillet via lokale aktionsgrupper. Tilskudsordningerne retter sig mod etablering af nye arbejdspladser og attraktive levevilkår i landdistrikterne. Det skriver ministeriet i dag i en pressemeddelelse.

Falster
Målet med puljen er at skabe flere arbejdspladser i landdistrikter gennem bl.a. udvikling af infrastruktur, turisme og miljøvenlig landbrugsteknologi. Foto: Anne Prytz Schaldemose

Pulje skal understøtte regional udvikling
Regeringen har reserveret i alt 280 mio. kr. til en særlig regional EU-pulje. Puljen blev i efteråret 2011 fordelt mellem de fem regioner, og den skal være med til at understøtte den regionale udvikling på flere fronter.

Et af de væsentligste mål med puljen er at skabe flere arbejdspladser i landdistrikterne gennem fx udvikling af miljøvenlig landbrugsteknologi, grøn infrastruktur, natur- og kulturturisme, kompetenceudvikling af fødevareproducenter mm.

Puljen skal realiseres gennem projekter under fem tilskudsordninger, heriblandt de to LAG-ordninger. Regionerne har i samarbejde med kommunerne nedsat hver deres programgruppe, der hver har indsendt et regionalt udviklingsprogram.

Bekendtgørelser er trådt i kraft
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og NaturErhvervstyrelsen er nu klar med tilpassede bekendtgørelser på de fem tilskudsordninger: De to tilskudsordninger via lokale aktionsgrupper, Erhvervsudvikling, Natur- og Miljøprojekter og Netværksordningen.

Det betyder, at det nu er muligt for NaturErhvervstyrelsen at modtage og behandle ansøgninger fra lokale aktionsgrupper og programgrupperne.

Med de seneste ændringer er det nu muligt at søge tilskud til de projekter, hvor programgrupperne har sikret den nationale medfinansiering. Midlerne kan både komme fra deltagere i programgrupperne og fra andre offentlige puljer, så længe midlerne er nationale.

Læs mere om puljen på ministeriets hjemmeside


Oversigtskort