Nyt udefra
 - 07.03.12

32 projekter udvalgt i Realdanias ildsjælekampagne

Lyø
Blandt vinderprojekterne er omdannelsen af Lyøs gamle landsbyskole til til Lyø Kultur- og besøgscenter. Foto: Realdania.

Originale idéer til gavn for lokalmiljøerne
Opfindsomheden sprudler blandt landets mange ildsjæle. Det fremgår af de mange projektidéer, som ildsjæle fra hele Danmark har sendt ind i forbindelse med første ansøgningsrunde i Realdanias treårige kampagne for ildsjæle. Frem mod 2014 sætter kampagnen ekstraordinært fokus på de mange frivillige kræfter, der brænder for  at udvikle bygninger, byrum og kulturmiljøer.

Med bistand fra et fagligt bedømmelsesudvalg har Realdania nu gennemgået de mange ansøgninger. Konkurrencen var hård, og det var ikke let at vælge mellem de mange gode projektidéer. Men nu er valget faldet på 32 projekter, der vil modtage støtte gennem kampagnens første ansøgningsrunde. Der er i udvælgelsen blevet lagt vægt på at støtte originale idéer, der bygger på frivillighed og udføres til gavn for de lokalmiljøer de er en del af, for andre borgere og selvfølgelig for ildsjælene selv.

"Det har været utrolig glædeligt at se, hvordan ildsjælene med kreativitet, initiativrigdom og engagement udvikler vidt forskellige idéer, der på hver deres måde forbedrer det byggede miljø og bidrager til at styrke livskvaliteten lokalt. De  valgte projekter er alle rigtig gode eksempler på hvad der sker, når ildsjælene i det byggede miljø tager fat - og nu glæder vi os til at se projekterne udvikle sig og blive til virkelighed," siger kampagnens projektleder Christian Andersen, Realdania.  

Ansøgningsrunden er den første af tre i Realdanias ildsjælekampagne, som blev sat i værk i 2011 og løber til og med sommeren 2014. Næste ansøgningsrunde lanceres til efteråret  2012.

Se mere her

 


Oversigtskort