Nyt fra kampagnen
- 14.02.16Arkitektkonkurrence sætter lollandsk arveguld i spil
Hvordan aktiverer og formidler vi det kulturhistoriske
klostermiljø i balancen mellem byrum og naturpark, fortid og
fremtid? Sådan lyder udfordringen i en arkitektkonkurrence,
som Lolland Kommune og Museum Lolland-Falster netop har skudt i
gang. Tre teams er blevet udvalgt til at deltage i konkurrencen, og
de går nu hver især i gang med at skitsere, hvad der skal til for
at forløse potentialerne i det natursmukke område omkring Maribo
Domkirke, klosterruinen, Pilgrimshuset og Naturpark Maribosøerne.
Projektet er støttet af Realdanias kampagne, Stedet Tæller.

De tre udvalgte konkurrenceteams er 1) Arkitekt Kristine Jensens
tegnestue med Gjøde og Povlsgaard og en endnu ikke valgt
ingeniør, 2) GHB Landskabsarkitekter med Strunge og 3) Schul
Landskabsarkitekter med Thøgersen & Stouby, Andersen &
Grønlund og Mogens A. Morgen. Alle teams har stærke kompetencer
inden for landskabsarkitektur og formidling, og de har erfaring med
nænsomt at aktivere fredede bygninger og landskaber. Området, de
skal forholde sig til, består af pladsen mellem domkirke og søbred,
klosterruin, det tidligere ishus/billetsalg, søbredden frem til
Hunse Å og turbåden Anemonens anløbsbro. Stedet udgør i dag et af
de vigtigste byrum på Lolland, fortæller borgmester Holger Schou
Rasmussen:
"Området i Maribo omkring domkirke, klosterruin, pilgrimshus og
naturpark er en del af det historiske arveguld. Det har både en
særlig plads i hjertet hos de fleste lollikere, og det appellerer
naturligt til vores mange besøgende. Området generelt ogsøbredden i
særdeleshed har længe trængt til istandsættelse. Nu sker der
endeligt noget. Med arkitektkonkurrencen efterspørger vi en
sammenhængende plan for området der skal skabe bedre forbindelser
imellem de mange velfungerende aktører, sikre adgangen til vandet
og understøtte de levende kulturmiljøer. Jeg ser derfor frem til at
modtage en række nytænkende og visionære bud på, hvordan vi gør
området endnu mere inviterende med fokus på livet, som det leves i
dag,"siger borgmester Holger Schou Rasmussen.
Projektet er udviklet i tæt samarbejde med de tre bidragsydere
og desuden Pilgrimshuset, Maribo Domkirke, Naturpark Maribosøerne,
private grundejere og relevante myndigheder. På trods af de
omfattende fredningshensyn ser Museumsinspektør Ulla Schaltz gode
muligheder for at åbne området mere op på en både respektfuld og
inviterende måde:
"Projektets grundige dialog med områdets brugere har skærpet
fokus på, hvordan det historiske miljø bliver formet af nutidens
brugergrupper. For eksempel var det en stor øjenåbner at få
dokumenteret, hvor stor tiltrækningskraft klosterruinen har på børn
og unge, der i dag bruger området som aktivt bevægelseslandskab og
intimt samtalerum. Set i det lys er klosterruinen pludselig et af
de vigtigste børne- og unge tilbud under museet,"sigerUlla Schaltz,
somglæder sig til at se konkurrencedeltagernes bud på, hvordan
formidlingstiltag kan sætte fortiden i spil på nutidens præmisser,
og ikke mindst hvordan det tidligere ishus/billetsalg kan indrettes
som nyt ubemandet formidlingshus for området.
Projektchef Lars Autrup, Realdania siger: "Projektet ved
Maribosøerne er et godt eksempel på, hvordan en købstad kan styrkes
ved at inddrage naturen i byrummet. Derudover arbejder projektet
med, hvordan man kan styrke byrummet omkring Maribo Domkirke og
samtidig formidle byens kulturarv. Vi ser frem til de tre teams bud
på, hvordan projektet kan realiseres."
Vinderen af konkurrencen offentliggøres i slutningen af maj
måned 2016. Der konkurreres om en totalrådgivningsopgave om
realisering af projektet med et realiseringsbudget på 5.7
mio.kr.
Konkurrencen afgøres af en dommerkomite bestående af tre politiske
repræsentanter, Museum Lolland-Falster og domkirken, som både
samarbejdspartnere og grundejere i området, en repræsentant for de
private grundejere og endeligt to fagdommere, samt en repræsentant
for Realdania.
Læs mere om projektet