Nyt udefra
 - 16.03.15

Bygningsarv er løftestang i yderområderne

Den danske bygningsarv er en ressource, der udgør et stort potentiale for vores samfund - også i yderområderne. Et stærkt og vedvarende fokus på bevaring af bygningsarven har fået boligpriserne til at stige i Ballum i Sønderjylland, Lønstrup i Nordjylland og Troense på Tåsinge. Det fremgår af Realdanias analyse 'Værdien af bygningsarv'.

Troense
Bygningsarv er mere end gode oplevelser. Den skaber også økonomisk værdi, viser analysen 'Værdien af bygningsarv' fra Realdania. Foto: Torben Lindegaard Jensen

Bygningsarven er penge værd
Danmarks bevaringsværdige bygninger er mere end gode oplevelser og øget livskvalitet. Bygningsarven er penge værd - bogstaveligt talt.

For at skabe ny viden om værdien af den danske bygningsarv har Realdania fået udført analysen 'Værdien af bygningsarv' - den første landsdækkende undersøgelse af sammenhængen mellem de bevaringsværdige boliger i Danmark og salgsprisen.

Tallene taler for sig selv: Bevaringsværdige boliger bliver solgt til højere priser end ikke-bevaringsværdige - også i yderområderne.

Et af de eksempler, der bliver fremhævet i undersøgelsen er Troense på Tåsinge. Byen blev grundlagt i middelalderen, og de ældre bygninger dominerer stadig. I 2006 blev en byplanvedtægt fra 1976 fulgt op af en bevarende lokalplan for yderligere sikring af de historiske spor i byen, og de økonomiske resultater er til at få øje på: Før tiltaget var boligpriserne i gennemsnit 14 procent højere end den nærliggende by Eskær. Efter tiltaget er prisforskellen steget til 93 procent.

Bygningsarven gavner også pengepungen i Nordjyske Lønstrup. I 2004 satte Hjørring Kommune ekstra fokus på den lokale bygningsarv gennem en ny bevarende lokalplan. En række sommerhuse blev udpeget som bevaringsværdige, bykernen blev begrænset til helårsbeboelse, og der er udarbejdet flere meget detaljerede, konkrete retningslinjer for farvevalg, materialer, bygningselementer og skiltning. Og de økonomiske resultater er til at få øje på: Før tiltaget var boligpriserne i Lønstrups historiske bykerne i gennemsnit 9 procent højere end resten af området. Efter tiltaget er de 89 procent højere.

Og ikke mindst har bygningsarven gavnet sønderjyske Ballum: Her oprettede Tønder Kommune, A.P. Møller Fonden og det daværende Kulturarvsstyrelsen i 2009 en bevaringsfond, som skulle sikre landsbyens bygningsarv. 45 husejere fik støtte til at restaurere det ydre på deres huse, så de nu fremstår så smukke som nogensinde. Resultatet gavner Ballums husejeres bundlinje: Før istandsættelsen var boligpriserne i gennemsnit 16 procent højere end i nærmeste landsby syd for byen. I dag er forskellen steget til 75 procent.

De tre eksempler kan nærstuderes i Realdanias analyse 'Værdien af bygningsarv. Læs mere om analysen og bestil den på www.realdania.dk

 


 


Oversigtskort