Nyt udefra
 - 04.04.13

Danmark har fået ny planlov

Med opbakning fra Enhedslisten og de Konservative blev regeringens planlovsændring i dag vedtaget. Den nye planlov gør op med særregler og giver nye muligheder i landdistrikterne.

HanherredKysterne skal forblive åbne kyster. Det slår den nye planlov fast. Samtidig skabes nye muligheder for udvikling i yderområderne. Foto: Anne Prytz Schaldemose

Ny planlov er en realitet
Kysterne skal forblive åbne kyster, og der skal være gode muligheder for udvikling i de vanskeligst stillede områder i Danmark. Det er to af hovedelementerne i den ændring af planloven, som regeringen med opbakning fra Enhedslisten og de Konservative i dag har vedtaget.

"Nu får kommunerne igen bedre mulighed for at planlægge, samtidig med at vi tilgodeser vores vigtigste naturområder. Vores natur og særligt kysterne er en af hovedårsagerne til, at turister vælger at holde ferie i Danmark. Derfor skal vi værne om det åbne landskab og beskytte vores kyster, så det kan bevares som grundlag for at skabe ny vækst i for eksempel turismeerhvervet,"siger miljøminister Ida Auken i en pressemeddelelse.

Planlovsændringen ophæver en række særregler for 29 kommuner, som har haft ekstra mulighed for at give tilladelse til byggeri inden for kystnærhedszonen med miljøministerens tilladelse.

Samtidig får alle kommuner mulighed for at tillade mere erhverv og bebyggelse på en række områder. Det kan for eksempel være et ønske om at indrette boliger i en gammel skole eller produktionsvirksomhed i et nedlagt mejeri.

Mobildækning fra Gedser til Skagen
Med den nye planlov bliver det lettere at opsætte mobilantenner i landzonen, og det kan bane vejen for bedre dækning, hvor mobilnettet i dag er hullet.

Fremover kan teleoperatører sætte mobilantenner op på siloer, skorstene eller eksisterende master uden at skulle søge landzonetilladelse hos kommunen først.

Læs den nye planlov

Kilde: Naturstyrelsen

 


Oversigtskort