Nyt fra kampagnen
- 12.05.15Ejerslev Havn indvies - Mors' flotteste naturhavn
Torsdag den 14. maj indvies den nye Ejerslev Havn. Nye tiltag og
opgradering af det eksisterende havnemiljø giver nu god adgang og
fantastiske rammer for en bred målgruppe af sejlere, turister,
lokale og skoler til en af Danmarks flotteste naturhavne. Ejerslev
Havn er et af de udvalgte projekter i Stedet Tæller. Forventningen
er, at projektet vil være med til at skabe øget aktivitet i og
omkring Ejerslev Havn og have en afsmittende effekt på det øvrige
Mors.

Udviklingen af Ejerslev Havn er et godt
eksempel på, hvordan man kan bruge et områdes særlige
naturkvaliteter til at skabe mere liv og aktivitet.
Ejerslev Havn indvies
Indvielsen af den nye Ejerslev Havn begynder kl. 13.00, hvor
borgmester Hans Ejner Bertelsen indvier området og klipper den
traditionelle snor over. Herefter er der blandt andet taler, musik
og smagsprøver på fjordens rigdom.
Ejerslev Havn blev indtil 2006 brugt som havn til småbåde. I
2006 blev lokale ildsjæle enige om, at området kunne blive til et
endnu mere attraktivt område at opholde sig i. Derfor dannede de
Ejerslev Havneforening, og siden har de lokale ildsjæle brugt flere
tusinde frivillige timer på at udvikle havneområdet. Først blev
molerne udbygget, havnen uddybet og herefter er der lavet en række
faciliteter: bålhus, toiletter, udstilling, badebro, små havnehuse
med bad, toiletter, vaskerum, flere bådpladser, stisystem,
overdækkede spisepladser, udekøkken, renovering af de gamle
havnehuse, nyt havnehus og meget andet.
Det er Ejerslev Havneforening og Morsø Kommune, som står bag
projektet. Det projekt, der nu indvies, omfatter et nyt, stort hus
på havnen. Huset kan bruges til møder, undervisning, spisning,
udlejning til fester og meget mere. Desuden er de gamle huse på
havnen blevet renoveret, og der er lavet et nyt stisystem og nye
havnehuse, hvor man blandt andet kan købe is, mad og forskellige
drikkevarer.
Formand for Havneforeningen Ivar Søndergaard udtaler:"Vi ser
frem til, at dette fantastiske område bliver brugt endnu mere af
turister, lokale, sejlere, familier samt alle andre. Vi ønsker at
dele området med alle, der har interesse for Limfjorden samt flotte
geologiske formationer. Bygningerne og naturen kommer til at udgøre
et stort aktiv for alle på og uden for Mors."
Den ansvarlige for Molermuseet Henrik Madsen udtaler: " Det er
dejligt, at vi får så gode forhold i Ejerslev Havn. Jeg ser frem
til at vise turister mv. det specielle landskab, der er blevet
foldet af isens enorme kræfter og gemmer på en fantastisk verden af
velbevarede fossiler af fisk, fugle, skildpadder, insekter og
planter, som levede for 55 millioner år siden."
Turistchef Bente Kristensen udtaler: "Ejerslev Havn, omringet af
natur i verdensklasse, er et af de smukkeste steder på Mors, som vi
ynder at vise frem. Det nye hus på havnen er medvirkende til, at
rammerne nu også er perfekte som opholds/madsted for busselskaber,
skoler mfl. hvilket ofte efterspørges. Vi vil gøre vort til, at
endnu flere turister besøger Ejerslev Havn."
Projektchef i Realdania Karen Skou udtaler: "Udviklingen af
Ejerslev Havn er et godt eksempel på, hvordan man kan bruge et
områdes særlige naturkvaliteter til at skabe mere liv og aktivitet
- til gavn for både lokale og besøgende. Det er rigtig positivt, at
aktive borgere i så høj grad er en del af havneprojektet."
Siden 2009 er der i alt brugt 7-8 mio. kr. til opgradering af
havnen. Det samlede budget for delprojektet, der indvies den 14.
maj, er 2,8 mio. kr. Bidragsyderne er Morsø Kommune (500.000 kr.)
EU-midler søgt gennem Fiskerilag Nord (500.000 kr.), Lag Thy-Mors
(439.000 kr.) og Realdania ved kampagnen "Stedet Tæller" (1,2 mio.
kr.). Herudover har frivillige brugt mange tusinde timer på arbejde
på havnen.
Realdania har gennem Stedet tæller støttet renoveringen af
de gamle bygninger samt nybyggeriet af havnehuset. Stedet Tæller
støtter frem til 2016 konkrete, fysiske projekter i Danmarks
yderområder. Kampagnens projekter skal være med til at udvikle og
udnytte de stedbundne potentialer, der kan bidrage til at styrke
livskvaliteten i yderområderne. Realdania har afsat i alt 115 mio.
kr. til at støtte konkrete, fysiske projekter samt afsat midler til
formidling af viden og inspiration til aktører i
yderområder.