Nyt udefra
 - 08.12.16

Fire nye landsbyklynger er valgt

Der er nu sat navn på de første landsbyer og lokalområder, der tager kampen op mod fraflytning, tomme haller og lukkede købmænd - støttet af Realdania, DGI og Lokale og Anlægsfondens landsdækkende landsbyklynge-kampagne. Landsbyerne skal vise nye veje til udvikling af Danmarks knap 6000 små byer. Der er plads til endnu flere landsbyer i kampagnen.

Landsbyklynge
Der er stadig plads til nye landsbyklynger i kampagnen. Sidste ansøgningsfrist er den 1. maj 2017.

Fraflytning og stadig færre arbejdspladser. Det er nogle af de udfordringer, som landdistrikter over hele landet kæmper med i disse år. Udfordringerne rammer både kommunerne og de 1,2 millioner danskere, der bor i områderne.

Nu får Danmark fire nye landsbyklynger, der tager kampen op og viser nye veje til, hvordan de små lokalsamfund kan udvikle sig positivt og imødekomme forandringer gennem prioritering af fælles faciliteter og aktivitetsmuligheder. Og hvordan landsbyerne derigennem kan danne rammen om et aktivt liv med høj livskvalitet.

De fire nye klynger ligger i Skive, Rebild, Aalborg og Randers kommuner. Det er de første klynger, der får støtte gennem Realdania, DGI og Lokale og Anlægsfondens landsdækkende landsbyklynge-kampagne.

I en landsbyklynge finder flere landsbyer sammen i et nyt fællesskab. Her bruger man hinandens styrker - både menneskelige og konkrete, fysiske - til at skabe fælles identitet, sociale fællesskaber og til at styrke, bevare og prioritere mellem aktivitetsmuligheder og fælles faciliteter.

Konkret får landsbyklyngerne ny viden om deres lokalområde og udviklingstendenserne, som præger det. Samtidig får de tilknyttet en proceskonsulent, der i fællesskab med kommunen og borgerne udarbejder en langsigtet strategiplan for den enkelte landsbyklynge. Planen tager afsæt i de særlige potentialer for positiv udvikling, som er unikke for hver enkelt klynge. Det drejer sig for eksempel om særlige natur- og friluftskvaliteter og et aktivt foreningsliv.

I alt kan op til 25 landsbyklynger få støtte gennem kampagnen, der løber frem til og med 2018. Nye klynger kan løbende søge om støtte frem til og med den 1. maj 2017.

Citater

Esben Danielsen, direktør i Lokale og Anlægsfonden, siger: "Med de fire første udvalgte landsbyklynger tager vi i fællesskab fat på at løfte fritidslivet, som er afgørende vigtigt for, at landområder kan videreudvikles til attraktive steder i hverdagen. Jeg glæder mig til at opleve, hvordan lokalt forankrede og unikke strategier kan være med til at starte en forandring af livet i de fire landsbyklynger. "

Carsten Blomberg, chefkonsulent i DGI, siger: Vi ser frem til samarbejde med de fire nye klynger. Det bliver spændende at følge deres arbejde. Vi har allerede en del erfaringer fra de fem pilotforløb, som vi oplever kunne være en hjælp for de nye klyngesamarbejder. De første af mange nye klynger, som indenfor de kommende måneder vil blive dannet. I skrivende stund arbejdes der i mere end 20 kommuner og tilhørende lokalsamfund i forhold til etablering af en landsbyklynge.

Stine Lea Jacobi, programchef i Realdania siger: "De små lokalsamfund forandrer sig uanset, og det er vi nødt til at forholde os til. Men vi kan se, at de landsbyer, der går sammen i klynger og samarbejder, får bedre muligheder for at styre udviklingen i positiv retning. Derfor er det en fornøjelse at byde velkommen til de første fire landsbyklynger i kampagnen. Vi håber, at endnu flere landsbyer rundt om i landet finder sammen og ansøger."

Læs mere på kampagnens egen hjemmeside


Oversigtskort