Nyt fra kampagnen
 - 30.03.16

Første spadestik til den store renovering af Career Campus

Spadestikket er en vigtig milepæl i realiseringen af det store renoveringsprojekt, der skal genskabe de smukke arkitektoniske rammer i den gamle Aldershvile-bygning, der huser erhvervsbofællesskabet Career Campus i Ringkøbing. Projektet gennemføres som en del af Stedet Tæller.

Career Campus_første spadestik

Spaden kommer i jorden fredag d. 1. april kl. 15, hvor Ringkøbing-Skjerns borgmester Iver Enevoldsen officielt vil skyde renoveringen i gang.

11 nationaliteter samlet
Sidste år boede 11 forskellige nationaliteter på Career Campus, hvor alle havde fået praktikplads eller job ved en lokal virksomhed i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det skaber en helt speciel stemning på stedet, som man bedst kan opleve om aftenen, hvor der bliver lavet mad i alle afskygninger og fra alle verdenshjørner i det store fælleskøkken.

Erhvervsrådet glæder sig
Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, der driver Career Campus, glæder sig over, at renoveringen endelig kommer i gang og er allerede i fuldt sving med at rokere rundt på de tilbageværende værelser.

"Vi er gennem de sidste måneder begyndt at lukke værelserne af, efterhånden som beboerne er flyttet, så vi kan håndtere renoveringen," fortæller souschef i Erhvervsrådet, Lene Hindbo.

"Konkret betyder renoveringen, at vi kommer til at køre med halv værelseskapacitet, indtil byggeriet står færdigt til november. Vi glæder os dog til at kunne byde velkommen til et helt nyrenoveret Career Campus til den tid."

Stedet Tæller - det handler om stedbundne potentialer
Renoveringsprojektet er støttet af Stedet Tæller:

"Stedet Tæller har til formål at forløse de stedbundne potentialer i Danmarks yderområder. Vi er derfor glade for at kunne støtte renoveringen af Career Campus. Hele konceptet omkring Career Campus, hvor man kobler lokal arkitekturarv og lokale beskæftigelsesmuligheder med et kollegium målrettet tiltrækning og fastholdelse af højtuddannedes kompetencer i et yderområde, er en unik idé i Danmark," siger Karen Skou, projektchef i Realdania. 


Oversigtskort