Nyt fra kampagnen
 - 04.10.17

Hæder til Rubjerg Knude Fyr

Hjørring Kommunes arkitekturpris gik denne gang til Rubjerg Knude Fyr. Med en ny trappe, et kaleidoskop i menneskestørrelse og et nyt ankomstområde er den samlede oplevelse af fyret og stedet blevet højnet og skærpet. Projektet er udviklet og gennemført som en del af Stedet Tæller.

Hjørring Kommune arkitekturpris
Hjørring Kommunes Arkitekturpris skal inspirere og fremme interessen hos borgere og bygherrer for at skabe god arkitektur.  Foto: Hjørring Kommune

Rubjerg Knude Fyr modtog i mandags Hjørring Kommunes arkitekturpris 2017.

Med en trappeinstallation inde i fyret, et kaleidoskop i menneskestørrelse og et nyt ankomstområde har et særligt sted i Danmark fået tilført en ekstra dimension. Turen op ad den transparente trappe er i sig selv en overraskende oplevelse, hvor lyset og husets historie formidler stedets særlige kvaliteter.

"Tilføjelsen af nye elementer i både fyr og langs sti understreger med sin rå og uforfærdede enkelthed de historiske spor og gør stedets foranderlighed både nærværende og tilgængelig. Det nye ankomstområde fuldender en helhedsorienteret oplevelse af stedet," skriver bedømmelseskomitéen blandt andet i sin begrundelse.

BESSARD'S STUDIO og JaJa Architects, som har rådgivet projektet, modtog prisen i Vendsyssel Teater. 

Tanken med Hjørring Kommunes Arkitekturpris er at inspirere og fremme interessen hos borgere og bygherrer for at skabe god arkitektur og derigennem medvirke til, at der skabes gode miljøer. Med arkitekturprisen ønsker byrådet at fremhæve eksempler på byggeri, anlæg og design, som skaber gode rammer for hverdagslivet, er en æstetisk oplevelse og noget, der skaber kvalitet i omgivelserne i såvel byerne som i landdistriktet. 

Ud over Rubjerg Knud Fyr modtog også Vendsyssel Teater og et sommerhus i Løkken kommunens arkitekturpris.

Projektet er gennemført som en del af Stedet Tæller under fokusområdet Steder i landskabet. 

Læs mere om projektet

 

 

 


Oversigtskort