Nyt fra kampagnen
 - 06.04.16

Hæder til unge arkitekter bag Arbejdende Pumpestationer

I forbindelse med genoprettelsen af ​​Skjern Å i 2002 er et stort og rigt naturområde opstået, og området er hurtigt blevet en attraktiv besøgsdestination. Som ramme om det nye liv omkring åen står Johansen Skovsted Arkitekters bag ombygning og udvidelse af ​​tre oprindelige pumpestationer. De to unge arkitekter har modtaget Bisballeprisen på 75.000 kr. for deres arbejde.

Bisballe prisen
Pumpestationerne er indrettet med henblik på at give nogle gode kig ud i landskabet. Foto: Johansen Skovsted Arkitekter

Prisbelønnet talent
Martin Keiding, chefredaktør på Arkitekten og medlem af Bisballeprisens fagjury, udtalte i forbindelse med overrækkelsen af prisen:

"Med ombygningen af tre gamle pumpestationer langs Skjern Å viser de to arkitekter hvordan upåagtede, nogle ville sige ringeagtede, bygninger, rummer arkitektoniske værdier. Med ganske få men præcise tilføjelser har Johansen Skovsted fremkaldt nye skønheder og kvaliteter i det almindelige og "grimme".

De to arkitekter modtager prisen for deres samlede virke, men projektet ved Skjern Å fremhæves som eksempel på det talent, der altså nu er blevet prisbelønnet - og det til stor glæde for hovedpersonerne:

"Først og fremmest blev vi meget beærede, da vi fik besked om, at vi stod til at modtage Bisballeprisen. Vi er særligt glade for prisen, fordi den bliver uddelt mellem seks forskellige kunstarter, hvor arkitektur bare er én af dem. Så det ikke bare fagfolk inden for arkitektur, men også inden for film, musik, lyrik, performance og billedkunst, der har udvalgt os blandt mange andre dygtige kunstnere", siger Søren Johansen. Sebastian Skovsted fortsætter:

"Vi modtog prisen på Arkitektens Forlag i Carlsbergbyen. Der var en meget personlig stemning til arrangementet. Hele Bisballe-familien mødte op, og vi fornemmede, at det betød meget for dem at hjælpe unge kunstnere. Det er der noget særligt ved."

Mødet mellem gammelt og nyt
Udvidelserne og de nye indvendige bygningsdele på pumpestationerne består primært af simple trækonstruktioner, der gentager rytmen og dimensionerne fra de markante betonfacader. Dette skaber en direkte forbindelse mellem det gamle og det nye, samtidig med at der tilføjet et anderledes materiale og en anden struktur. Hermed bliver beklædningen og den bærende konstruktion til et samlet hele:

"Vision med projektet har været at give en mere human dimension til bygningerne, fastholde dem som en helhed, og styrke deres profil i landskabet. Det har vi gjort ved at lade os inspirere af betonrelieffet og tilføje en træstruktur, der dels fastholder motivet og dels tilføjer noget varme."

At bygge til stedet
Myhrwold og Rasmussen byggede de oprindelige pumpestationer fra 1966, som var både usentimentale og rå. Det lodrette relief i beton minder om de plovfurer, der kan findes på de omkringliggende marker. Ved at bygge videre på dette motiv forankres ​​bygningerne i omgivelserne, og stedets historie formidles og styrkes.

"Vi tager altid udgangspunkt i det, vi står overfor. Pumpestationerne har vi indrettet med henblik på at give nogle gode kig ud i landskabet. Vi har bygget noget til, men på sin vis ser bygningerne mere afsluttede ud nu. De oprindelige bygninger er meget kompakte, så ved at tilføje de disse spinkle trækonstruktioner har vi tilført noget luftighed og samtidig bevaret det oprindelige udtryk," forklarer Søren Johansen.


Oversigtskort