Nyt udefra
 - 15.08.12

Hammerhavn indvies

Hammerhavn er klar til at formidle Bornholms granithistorie til de mange lokale og besøgende. Nu er der opført tre mindre træhuse, som giver nye og bedre muligheder for ophold, aktiviteter og dermed mere liv på havnen. I dag indvies havnen med deltagelse af transportministeren og Realdania, der tilsammen har bevilget størstedelen af de midler, det har kostet at realisere projektet. Projektet er en del af Realdanias partnerskabsprojekt, Mulighedernes Land.

Hammerhavn
Hammerhavn er noget af det smukkeste Bornholm kan tilbyde - her er udsyn til havnen, til klippekysten og til Hammershus. Foto: Realdania

Det bedste fra fortiden bringes ind i fremtiden
Det har været et omfattende arbejde at genskabe de oprindelige granit- og trækonstruktioner i Hammerhavn, så havnen igen fremstår i en kvalitet, som da den blev opført til udskibning af granit i 1891-92. Men nu hvor de væsentligste dele af havnens udviklingsplan er gennemført er der meget at glæde sig over. De oprindelige fine granitkonstruktioner er frilagt, den forfaldne bølgeskærm i beton er erstattet af en bølgeskærm i træ som oprindeligt. Langs nordre mole er granitkajkanten genskabt, og der er anlagt ny anløbsbro mod inderhavnen med moderne faciliteter, der tilgodeser de nuværende brugeres behov.

Langs ydersiden af nordre mole er etableret en undervands for-forkastning der fungerer som bølgebryder. Det gør det muligt at opholde sig en større del af året på det frilagte granitglacis, der strækker sig fra den sydlige moles fæste og langs hele havneanlægget til Hammerknuden - kun brudt af indsejlingen. Med de genoprettede granitbelægninger langs kysten og en ekstra sikring af landarealerne med granitvandbygningssten er der skabt et værn, som beskytter havnen, også i vinterhalvåret, når storm og højvande sætter ind.

Winni Grosbøll, borgmester, glæder sig over, at Hammerhavn nu er en havn der i sig selv er et besøg værd, og håber at mange af de der besøger Hammershus og Hammerknuden finder vej til et ophold i havnen. Her er noget af det flotteste vi kan byde på Bornholm - udsyn til havnet, til klippekysten og til Hammershus.

Karen Skou, projektleder på Mulighedernes Land i Realdania siger: "Det er det bedste fra fortiden, vi tager med ind i fremtiden. Det nye anlæg giver stort potentiale for videreudvikling af det genskabte havnemiljø i Hammerhavn. Nedslidning er nu afløst af nye granit- og trækonstruktioner i høj håndværksmæssig kvalitet." 

Henrik Dam Kristensen, transportminister, udtrykker stor tilfredshed med at den tidligere statsejede industrihavn atter fremtræder i en kvalitet der er Bornholm og dette unikke sted i Danmark værdig - for foden af Nordeuropas største borgruin.


Oversigtskort