Nyt fra kampagnen
- 28.06.18Indvielse af projektet ’Stedet Tæller’ i Klintholm Havn
Et nyt bytorv og en havnetrappe har givet Klintholm Havn et
kvalitetsløft, og håbet er, at gøre byen mere attraktiv - både for
borgere, turister og besøgende på Møn. Fredag den 29. juni 2018.
kl. 11.00-13.00 indvies projektet, og både borgere, interessenter
og samarbejdspartnere er velkomne til at deltage i arrangementet.
Projektet er gennemført som en del af Stedet Tæller.

Den nye havnetrappe skal fremme forbindelsen
mellem havn, by og strand. Foto: Vordingborg Kommune
Klintholm er godt i gang i gang med at udvikle sig fra at være
industrihavn til at blive kystturismeby, hvor den aktive havn med
smuk omkringliggende natur og en spændende kulturhistorie, skal
være med til at trække turister til Møn.
Men de fysiske rammer afspejlede ikke i tilstrækkelig grad
stedets kvaliteter og muligheder. Nu har et byfornyelsesprojekt
skabt et nyt bytorv og en havnetrappe, som giver mulighed for
ophold, pause og udsigt til både strand og vand. Fremover skal
trucks, trailere og trollingbåde kunne færdes her side om side med
lystbådesejlere, lokale og turister.
Intentionen er at få flere - både borgere, besøgende og turister
- til at opholde sig i Klintholm Havn og - på sigt - at få
havnen til at udvikle sig yderligere både som turisthavn og
erhvervshavn.
Det færdige bytorv og havnetrappen giver et visuelt og
funktionelt løft til havnen og skal fremme kontakten mellem by,
havn og strand.
De nye tiltag er en udløber af udviklingsplanen 'Kystdestination
Møns Klint', hvor netop Klintholm Havn er udpeget som et særligt
potentiale.
Projektet har været igennem en borgerproces siden
2012.
"Stort tillykke til de gode kræfter, som har bidraget til at
gøre projektet på Klintholm Havn til virkelighed. De nye tiltag
giver havnen et flot løft, og gør den mere attraktiv - både
for borgerne i hverdagen og for turister, for eksempel vandrere på
Camønoen. Samtidig er der stadig plads til mere traditionelle
havneaktiviteter, sådan at de kan eksistrere side om side med de
nye aktiviteter og berige hinanden. Projektet er et godt eksempel
på, hvordan man kan videreudvikle en mindre fiskeri- og
industrihavn til gavn for både lokale borgere og turister," siger
Stine Lea Jacobi, programchef i Realdania.
Program for indvielsen
Alle er velkomne til indvielsen, som finder sted fredag den 29.
juni kl. 11.
- Indvielsen åbnes
- Borgmester Mikael Smed indvier projektet 'Stedet Tæller',
Havnetrappen og Bytorvet.
- Stine Lea Jacobi - Realdania
- Åbningskoncert ved Synje Norland
I løbet af arrangementet er det også muligt at besøge Klintholm
Havns Redningsskib.
Absolut Landskab har været arkitektrådgiver på
projektet.