Nyt fra kampagnen
 - 02.03.17

Nu bygges Sandpladsen i Søndervig

I denne uge begynder arbejdet med at forvandle området omkring Søndervigs centrum til et nyt mødested for borgere og turister. En ny plads skal trække kystoplevelsen ind i midten af byen og forbinde strand- og byliv. Projektet gennemføres som en del af Stedet Tæller.

Sandpladsen_Søndervig
Pladsen trækker naturen ind i byen. Illustration: Gjøde & Povlsgaard Arkitekter

Alt er gjort klar, så der bliver mindst mulig gene for lokale og gæster, mens udformningen af Søndervigs nye naturlige samlingssted er i gang.

Nu begynder de første maskiner at flytte jord og sand på P-pladsen ved Badevej, så badebyen Søndervig kan få en plads, der binder by og strand sammen.

- Pladsen trækker naturen ind i byen med klitter, bænke og sand, der indbyder til leg og leben, så strandgæsterne bliver tilskyndet til at opholde sig i byen lidt længere, fortæller Asker Geyti, projektleder i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Pladsen forventes indviet i juni 2017.

Projektet er støttet af  Stedet Tæller, som bl.a. støtter udvikling og realisering af i alt 15 projekter i kystbyer i yderområderne. Projekterne skal forbedre kvaliteten i det fysiske miljø i samspil med kommunale strategier, styrke turismen og gøre kystbyerne bedre at bo i - året rundt.

Sandpladsen er tegnet af den aarhusianske tegnestue Gjøde & Povlsgaard Arkitekter.

 

 


Oversigtskort