Nyhed
 - 04.03.15

Ny analyse: Fokus på bygningsarven betaler sig

Danmarks bevaringsværdige bygninger er mere end gode oplevelser og øget livsværdi. Ny analyse opgør bygningsarvens værdi i kroner og ører - og viser, at hvis et hus er bevaringsværdigt, eller ligger i et område med bevaringsværdige boliger og bygninger, så stiger salgsprisen markant.

Ribe
Bygningsarven giver 92 mio. kr. i øget omsætning til Ribes erhvervsliv. Foto: Torben Lindegaard Jensen

Fokus på bygningsarven betaler sig
Bygningsarven er penge værd for boligejere over hele landet. Det viser analysen "Værdien af bygningsarven", som konsulenthuset Incentive sammen med Dansk Bygningsarv har udført for Realdania.

Blandt hovedkonklusionerne i analysen er, at bygningsarv betyder:

  • 30 % højere salgspriser for bevaringsværdige enfamilieshuse
  • 13 % højere priser for boliger i områder, der har mere end 15 % bevaringsværdige bygninger. 

"Analysen er den første nogen sinde, der opgør den danske bygningsarvs værdi i kroner og ører, og med den har vi et bevis for, at bevaringsværdige boliger udgør et økonomisk potentiale for boligejere over hele landet. Med den viden håber vi, at borgere sammen med erhvervsliv og kommuner i højere grad vil værne om og udvikle bygningsarven. Det betaler sig. Også økonomisk," siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.

Bygningsarven - et vigtigt indsatsområde i landdistrikterne
Ikke kun boligejerne får værdi af bygningsarven. Med kulturhistorie og arkitektur tiltrækker bygningsarven turister og nye beboere til et område. Det smitter af på erhvervslivets omsætning og skaber jobs, hvilket har en positiv effekt på kommunernes økonomi.

"Mange steder rundt om i landet står der gamle, smukke huse, som udgør en uudnyttet ressource. Men hvis vi mere målrettet arbejdede for at restaurere bygningsarven, ville landdistrikterne stå med et unikt værktøj, der kan tiltrække nye borgere, nye investorer og nye besøgende. Som det er i dag, ser vi desværre ofte, at bevaringsværdige kulturmiljøer og bygninger står og forfalder. Vi skal blive gode til at tage hånd om det, som har et økonomisk levegrundlag baseret på turisme eller anden indtægt. Dermed kan bygningsarven være et vigtigt indsatsområde for at skabe nyt liv i landdistrikterne," siger Hans Peter Svendler.

Bygningsarven skaber øget omsætning og job i Ribe
Ribe er et af de steder, som har gavn af bygningsarven. Med byens fokus på bygningsarven har Ribe omfavnet en - ofte uopdyrket - guldgrube for de danske kommuner: Kulturarven. Det smitter af på erhvervslivets omsætning og skaber jobs, hvilket har en positiv effekt på kommunens økonomi, viser analysen:

  • At 2/3 af alle overnattende turister i Ribe kommer på grund bygningsarven.
  • At erhvervslivet i Ribe får 92 millioner kroner i ekstra årlig omsætning på grund af bygningsarven.
  • At der er 136 flere ansatte i Ribe på grund af bygningsarven.
  • At de 136 jobs giver Esbjerg Kommune 14 millioner kroner i ekstra årlige indtægter.

Hent hele analysen her


Oversigtskort