Nyt udefra
 - 23.01.13

Ny film: Forelsket i udkanten

Hvorfor vælge et liv langt fra storbyen - eller hvorfor ikke? Dokumentarfilm på DR2 sætter tirsdag eftermiddag fokus på, hvorfor man dog skulle vælge et liv langt fra storbyen. Filmen følger en række personer på Fur, Langeland og Djursland.

Langeland
"Folk er forskellige og søger forskellige værdier, men fælles for alle de storbyfolk, vi har talt med, er, at de har en følelse af at være kommet 'hjem' efter de er flyttet på landet". Foto: Anne Prytz Schaldemose 

Ny dokumentarfilm sætter fokus på livet i yderområderne
Producent Flemming Helsted har talt med danskere, der har valget livet på landet til. Mennesker, der er gået imod urbaniseringen og er flyttet fra by til land. Og det er der kommet en film - "Forelsket i udkanten" - ud af.

Dokumentarfilmen, som er lavet med støtte fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, blev sendt på DR2 tirsdag i Danskerens Akademi. Filmen inviterer indenfor hos Lissy, der flyttede op på en ø i Limfjorden for at leve sammen med sin muslingefisker, og vi møder to unge københavnere, Ida og Bo, der vendte deres liv på hovedet, og til deres venners højlydte underen flyttede ud i skovene på Djursland.

Senere kan man følge den ugifte sognepræst Maria, som fortæller om at være ung kvinde til byfester og begravelser i Mørke. Hollandske Susan fortæller, hvordan hun nåede til erkendelsen af, at det perfekte liv leves på Fur. På Langeland lever Hans og Claudia så langt ude på landet, at man er tvunget til at holde rigtig meget af hinanden. Fælles for dem alle er, at de er forelsket i udkanten.

"Folk er forskellige og søger forskellige værdier, men fælles for alle de storbyfolk, vi har talt med, er, at de har en følelse af at være kommet 'hjem' efter de er flyttet på landet - også selv om de ellers har boet hele livet i København. Det har givet dem et holdepunkt, som de sætter stor pris på - hvad enten det er naturen, de tætte fællesskaber eller roen de har søgt," siger Flemming Helsted.

Kilde: Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter


Oversigtskort