Nyhed
 - 06.09.18

Ny podcast om Melstedgård

Hvordan smager Bornholm? Hvor kan man stadig runke sennepskorn og klappe en so? Og hvordan binder man fortid og nutid sammen gennem en enkelt bygning?  Læg øre til Realdania Podcast og få svarene i seneste episode, hvor reporter Susanna Sommer besøger Melstedgård - Bornholms regionale madkulturhus. Melstedgård er et af 35 projekter, der er gennemført som led i Stedet Tæller.

Melstedgård
Fortidens madkultur og nutidens producenter smelter sammen på Melstedgård.

Ny podcast stiller skarpt på smagen af Bornholm
I Melsted lidt uden for Gudhjem væver madkulturens fortid, nutid og fremtid sig ind og ud mellem hinanden. Stedets gamle, gule femlængede gård med stråtag og toppede brosten er landbrugsmuseum. Der leger kattekillingerne mellem brændestablerne, man kan besøge de sortspættede grise i stalden, i køkkenet sidder en kvinde i bondedragt og runker sennepskorn, og de besøgende får et levende indblik i fortidens selvforsynede bondeliv.

I den anden ende af haven ligger det nybyggede Madkulturhus, hvor de bornholmske fødevareproducenter kan skabe opmærksomhed om lokale delikatesser og mødes for at eksperimentere og udvikle nye produkter, der skal gøre Bornholm til en endnu stærkere fødevarefortælling. Samtidig kan turister, skoleklasser og bornholmere også få fingre og smagsløg i de bornholmske råvarer - ofte hentet på sanketure i skoven eller på stranden.

I nyeste episode af Realdania Podcast viser Gaardens formidlingschef Thomas Guldbæk rundt i svinestalden, æbleplantagen og madkulturhuset og tager lytterne med til stranden for at finde smagen af Bornholm, og han fortæller, hvordan museets viden om fortidens madkultur kan bruges og udnyttes af nutidens producenter.

Madkulturhuset er støttet af Realdania gennem Stedet Tæller.

Hør med her


Oversigtskort