Nyt fra kampagnen
 - 06.06.18

Nye kvalitetsoplevelser indvies ved Henne Strand

Fredag den 8. juni kl. 15 indvies det nye kystprojekt ved Henne Strand, som giver mulighed for nye oplevelser ved den populære Vestkystdestination - og bedre adgang mellem bymidten og stranden.

Henne Strand_færdigt projekt
Ankomsten til Henne Strand har fået et løft. Foto: Varde Kommune

Henne Strand er et klassisk eksempel på et sommerhusområde på Vestkysten, som i generationer har været feriedestination for især tyske turister. Indtil nu har området ned til stranden dog været præget af biltrafik og en smal vejforbindelse mellem byens torv og stranden.

Derfor har byens borgere, feriehusejere og erhvervsdrivende sammen med Varde Kommune udviklet to byrum og vejen mellem bymidten og stranden. Vejen er nu forbedret, så fodgængere, cyklister og bilister kan færdes sikkert side om side og lettere kan komme til og fra stranden. På Strandpladsen og Bytorvet er der blandt andet anlagt kunstige klitter, som giver gode muligheder for aktivitet og ophold. Blandt andet giver det helt nye muligheder for at nyde solnedgangen over Vesterhavet.

"Vi har med dette flotte projekt fået naturen helt ind i byen i Henne Strand. Projektet er ikke kun et turismeanlæg. Det er i langt højere grad en følelse af at være i naturen. Ingen tvivl om, at projektet vil skabe kvalitetsoplevelser for alle, der besøger Henne Strand," siger Erik Buhl, borgmester i Varde Kommune.

"De nye tiltag løfter hele ankomsten til stedet til gavn og glæde for både turister og borgere. Projektet i Henne Strand er et rigtig godt eksempel på, hvordan de danske kystbyers særlige turismepotentiale kan foldes ud. I Realdania glæder vi os over det flotte resultat. Projektet knytter by og strand tættere sammen og skaber nye og bedre muligheder for at opleve og være sammen. Stort tillykke," siger Stine Lea Jacobi, programchef i foreningen Realdania.

Indvielse fredag den 8. juni
Alle er velkomne til indvielsen fredag d. 8. juni. Indvielsen begynder kl. 15 og finder sted ved parkeringspladsen ved stranden. Der vil være taler ved blandt andre borgmester Erik Buhl, musik og underholdning samt kransekage og champagne. Kl. 16.30 vil projektet officielt blive overdraget til foreningen Henne Strand, Henne Strand Handelsstandsforening og Grundejerforeningen Henne Strand. Det sker ved området ved Ishuset og Vandrerhjemmet. 

Projektet er gennemført som en del af Stedet Tæller. Arkitekt for projektet er "Schønherr". Ingeniør er "FULDENDT Rådgivende ingeniører".


Oversigtskort