Nyt udefra
 - 29.05.12

Nyt forskningsprojekt om udvikling af stedbundne potentialer

Realdania yder støtte til et nyt forskningsprojekt om udvikling af stedbundne potentialer i Danmarks yderområder. Formålet med projektet er at kvalificere en ny tilgang til strategisk planlægning, som tager afsæt i de stedbundne kvaliteter og ressourcer. Ideen er, at det er muligt at skabe positiv udvikling i yderområderne igennem mindre, målrettede fysiske tiltag i samspil med nye anvendelser og aktiviteter.

Møn, træ
Hvilke projekter får en positv effekt på den lokale udvikling, på hvilken måde og hvorfor? Det skal forskningsprojektet blandt andet belyse. Foto: Anne Prytzs Schaldemose

Brugbar viden om strategisk planlægning
Projektet vil skabe ny anvendelsesorienteret viden om strategisk planlægning af by- og land-skabsudvikling i yderområderne. Danske og internationale casestudier skal kaste lys på, hvordan arkitektoniske interventioner, forstået som fysiske tiltag i samspil med ny anvendelse og nye aktiviteter, kan være med til at udfolde stedbundne potentialer. Hvilke projekter får en positiv effekt på den lokale udvikling, på hvilken måde og hvorfor?

Desuden vil projektet bidrage til udvikling af metoder og teknikker for registrering og kortlægning af stedbundne potentialer med henblik på at formulere udviklingsstrategier og konkrete, fysiske tiltag, ny anvendelse og nye aktiviteter.

Forskningsprojektet er støttet af Realdania og gennemføres ved Skov & Landskab, Københavns Universitet, med forankring i Center for Strategisk Byforskning. Projektet forventes afsluttet primo 2015.

Kontakt: Anne Tietjen


Oversigtskort