Nyt fra kampagnen
- 26.05.16Rådgiver valgt til projektet i Øster Hurup
Møller & Grønborg skal rådgive projektet med at binde
kystbyen Øster Hurup bedre sammen og styrke stedets kvaliteter.
Projektet gennemføres som del af Stedet Tæller og omfatter
realiseringen af et nyt bytorv og etableringen af en forbindelse
mellem bytorv og havnen.

Ud til Østkysten, i det østlige del af Himmerland - mellem
Mariagerfjord og Limfjorden - finder man den lille kystby, Øster
Hurup. Her danner byen året rundt base for det gode liv for cirka
700 indbyggere - et tal, der specielt i sommermånederne
mangedobles, når sommerhuse og campingpladserne byder velkommen, og
gæsterne indtager byen og den fantastisk børnevenlige strand. I de
seneste år har byen arbejdet med at formulere en helhedsplan som er
mundet ud i et konkret projektet.
Med dette projekt er formålet at vende byen 90 grader i forhold
til den nuværende hovedakse, landevejen, for at fremhæve nogle af
byens stedbundne potentialer, stranden og havnen. Ved at give byens
rum et kvalitetsløft og binde dem bedre sammen for de bløde
trafikanter vil projektet gøre byen mere attraktiv for turister og
erhvervsliv og samtidig gøre stedet til et mere aktivt sted for
byens helårsbeboere.
Projektet gennemføres som del af Stedet Tæller og omfatter de
første to etaper af helhedsplanen - nemlig realiseringen af et nyt
bytorv og etableringen af en forbindelse mellem bytorv og
havnen.
Rådgiver valgt
15 rådgiverteams tilkendegav deres interesse i at byde ind på
projektet, hvoraf 5 blev prækvalificerede til at afgive bud på
totalrådgivningsopgaven. Mariagerfjord Kommune har efterspurgt et
greb, der er unikt arkitektonisk og funktionelt, og samtidig et
projektet som skal kunne være inspiration for andre kystbyer, til
hvordan man udvikler hverdags- og turistbyer i fremtiden.
Samtidig har det været meget vigtigt, at rådgiver bygger videre
på det arbejde, der allerede er foregået gennem formuleringen af
helhedsplanen samt fortsat ser byens aktører og borgere som helt
centrale for den videre proces i at arbejde frem mod den helt
rigtige løsning for Øster Hurup.
Vinderen af opgaven er faldet på Møller & Grønborg AS som
hovedrådgiver med Alectia som underrådgiver. Det vindende team har
stor erfaring med by- og områdeudvikling af områder af højeste
kvalitet, og hos Mariagerfjord Kommune ser man frem til
samarbejdet.
"Det er rådgivere med meget stor erfaring og meget højt niveau i
faglighed, der har budt ind på opgaven - rådgivere, der har været
toneangivende i konkretiseringen af en lang række spændende
projekter, både nationalt og internationalt. Møller & Grønborg
har i deres tilbudsbeskrivelse demonstreret en meget fin forståelse
for og balance mellem det at lade byen og vandet være hinandens
supplement og kontrast samtidig med, at der arbejdes med
arkitektoniske pejlemærker, der danner sigtelinier imellem de
unikke steder i Øster Hurup - byen, stranden og havnen" udtaler en
spændt borgmester fra Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen.
"Samtidig har de alene fremlagt et overordnet arkitektonisk greb,
som de nu i samarbejde med Øster Hurups borgere, erhverv og
foreninger skal udvikle videre på. Jeg er sikker på, at byen og
kommunen i foråret 2018 kommer til at indvie et fantastisk
projekt."
Mads Tenney Jordan, arkitekt maa og adm. direktør, deler
begejstringen for det forestående projekt: "Hos Møller &
Grønborg er vi ekstremt glade og stolte over at skulle medvirke i
udformningen af fremtidens Øster Hurup. Byen og kystlandskabet
indeholder i vores optik en række fantastiske potentialer, som bare
venter på at blive udløst, og det er for os naturligt, at det
videre arbejde tager udgangspunkt i disse stedbundne kvaliteter. Vi
ser frem til at komme i gang med samarbejdet med kommunen og byens
borgere.
Projektet er endvidere støttet af Realdania i regi af Stedet
Tæller: "Projektet i Øster Hurup er et godt eksempel på,
hvordan man kan sætte fokus på kvalitet i oplevelser og fysiske
omgivelser i en dansk kystby. Ved hjælp af en gennemtænkt og solidt
forankret strategi skaber projektet nye forbindelser , og byen får
et markant kvalitetsløft - til gavn for både turister og beboere og
til inspiration for andre kystbyer rundt omkring i landet," siger
Stine Lea Jacobi, programchef i Realdania.