Nyt fra kampagnen
 - 21.06.17

Sandpladsen i Søndervig klar til leg og aktivitet

Søndervigs nye centrale plads, Sandpladsen, indvies søndag den 25. juni med fælles morgengymnastik, petanque og beachminton, hvor hele familien kan indtage byens nye hjerte. Projektet er gennemført som en del af Stedet Tæller.

Sandpladsen_SøndervigSandpladsen skal være Søndervigs nye mødested. Illustration: Gjøde og Povlsgaard Arkitekter

Afsæt for øget kvalitet
I starten af 1880'erne gik en række lokale håndværksmestre sammen om at finansiere og opføre Søndervig Badehotel, der åbnede i 1889. Siden har Søndervig udviklet sig eksplosivt, og destinationen er nu en af Vestkystens mest populære badebyer.

I dag er der cirka 3600 sommerhuse i Søndervig og opland, men byens historiske centrum og Badevej - den fysiske forbindelse til havet - havde endnu ikke fundet deres plads i den moderne badeby. Med dette projekt var målet derfor at puste nyt liv i begge dele og udvikle et naturligt mødested for borgere og turister.

Festdagen skal vise, at Sandpladsen er skabt til at blive brugt som et samlingspunkt for små og store. Projektet opgraderer nemlig byens parkeringsplads som afsæt for øget kvalitet. Og ved at bruge landskabsarkitektur styrkes koblingen mellem strand og by.

Den rekreative plads i midten af Søndervig er finansieret af Ringkøbing-Skjern Kommune og Realdania i regi af Stedet Tæller. Projektet er udviklet i dialog med lokale borgere, forretningsdrivende og Ringkøbing Fjord Turisme. 

- Sandpladsen er resultatet af et langt sejt træk, som kommunen sammen med turistfolk har arbejdet på siden 2012, og da Realdania lancerede kampagnen Stedet Tæller - Kvalitet i Kysternes Turistbyer. I 2015 kom der for alvor retning på projektet. Og så har vi haft et tæt og godt samarbejde med både det lokale erhvervsliv og Ringkøbing Fjord Turisme, siger borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Iver Enevoldsen.

- Søndervig er en af Vestkystens populære destinationer, og Sandpladsen er et godt eksempel på, hvordan man gennem fælles, strategisk indsats og gennem et konkret, fysisk projekt kan tilføre en turistdestination mere kvalitet ved at tage udgangspunkt i koblingen mellem land og by. Vi glæder os til at se, hvordan Sandpladsen kan være med til at styrke Søndervigs bymiljø og dermed skabe endnu mere aktivitet på stedet - til gavn for både de mange turister og borgerne, som bor i området.  siger Jens Böhme, sekretariatschef i i Realdania.

I februar 2016 underskrev Ringkøbing-Skjern Kommune en aftale med Realdania om at skabe et attraktivt opholdsareal i Søndervig og tre arkitektfirmaer blev bedt om at komme med et bud på sådan en plads. På den baggrund blev Gjøde og Povlsgaard valgt til at tegne Sandpladsen. 

- Det har vi bestemt ikke fortrudt. De har tegnet en fantastisk plads, som binder byen og stranden sammen og indbyder til leg, sport og afslappende pauser. Jeg glæder sig over, at Søndervig har fået en smuk plads, som vil styrke by- og forretningslivet og blive til glæde for både de mange lokale, der besøger Søndervig og for vores mange turister, siger borgmester Iver Enevoldsen.

Program for indvielsen

  • 10.00-11.00 Morgengymnastik - Få vækket kroppen på den gode måde
  • 11.00-12.30 Petanque - Spil i hyggelige omgivelser med din familie og venner
  • 12.30-14.00 Beachminton - Prøv kræfter med den nye sport, der kombinerer badminton, squash og tennis
  • 14.00-14.20 Officiel indvielse med taler af
  • Borgmester Iver Enevoldsen, Ringkøbing-Skjern Kommune
  • Sekretariatschef Jens Böhme, Realdania
  • Turistchef, Sebastian Schaper, Ringkøbing Fjord Turisme
  • 14.20 - 15.30 Musik: De skæve halse - det lokale band fra Søndervig spiller op til fest og hygge

Læs mere om projektet

 


Oversigtskort