Nyt fra kampagnen
 - 27.11.13

Stort renoveringsprojekt skydes i gang i Vorupør

Nu igangsættes den ind- og udvendige renovering af de gamle fiskerhuse på landingspladsen i Vorupør. Det er Vorupør Fiskercompagni- og Fiskeriforenings Fond, der står bag projektet, som støttes af Stedet Tæller og forventes at være helt færdigt til den kommende turistsæson.

Vorupør
Formidling af kystkulturen og fiskieriet er projektets kongstanke.

Kulturmiljø er hjørnesten i turismeudviklingen
Vorupør Landingsplads - Kystkulturens Oplevelsescenter
er titlen på projektet, hvor de gamle bygninger på Vorupør Landingsplads skal renoveres med henblik på at bevare kulturarven i det gamle fiskerleje.

De gamle huse bringes så vidt muligt tilbage til en byggestil, der har været fremherskende på den jyske vestkyst i mange år, kendetegnet ved hvidkalkede huse med sort pap-tag. Bygningerne skal fortrinsvis anvendes til de oprindelige formål, men nogle af lokalerne planlægges anvendt til formidling af kystkulturen og fiskeriets historie. Thisted Museum forventes at blive en væsentlig part i denne formidling, og samlet set skal projektet bidrage til en positiv turismeudvikling i Vorupør, hvor analyser har vist, at netop aktiveringen af det gamle kulturmiljø på landingspladsen kan blive en hjørnesten.

Projektudviklingen i Vorupør er en fortløbende proces, hvor nye muligheder  afsøges, og planerne tæller lige nu et madpakkehus og nye redskabsskure, som indgår i tegningsmaterialet, men hvor finansieringen endnu ikke er helt på plads.

Aktører udefra har allerede lagt billet ind på nye faciliteter - fx indgår Nationalpark Thy som partnere i et projekt om cykelturister, og landingspladsen kunne fungere som et støttepunkt, hvor cyklende turister kan gøre ophold, mens de 'tanker op' fysisk og mentalt, inden de fortsætter deres færd langs den jyske vestkyst.

Når projektet er gennemført vil der siden 2008, hvor de første spæde skridt blev taget, være investeret over 50 mio. kr. i Vorupør.

Vorupør Landingsplads - Kystkulturens Oplevelsescenter er støttet af Stedet Tæller, og derudover har A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Thisted Kommune, Vækstforum Nordjylland og EU via FiskeriLAG Nord bidraget.


Oversigtskort