Nyt udefra
 - 10.08.12

Tidsskrift har tema om yderområderne

Professor og leder af Center for Landdistriktsforskning, Anne-Mette Hjalager, var gæsteredaktør på tidskriftet Økonomi & Politiks nummer om 'udkanten', skriver Center for Landdistriktsforskning i seneste nyhedsbrev.

Anne Mette Hjalager
Tidsskriftet Økonomi & Politik satte gennem en række artikler fokus på yderområderne. Professor Anne-Mette Hjalager, som også er ambassadør for Stedet Tæller, var gæsteredaktør.

Yderområderne og geografiens potentiale
Da tidsskriftet Økonomi & Politik for nyligt satte fokus på yderområderne, var det med professor og leder af Center for Landdistriktsforskning som gæsteredaktør. Gennem bidrag fra en række eksperter på området satte tidsskriftet blandt andet fokus på landbrugets udviklingspotentiale, kløften mellem land og by og hele italesættelsen af visse områder som 'yderområder'.

I indledningsartiklen diskuterede Hanne Wittorff Tanvig, seniorrådgiver ved Skov & Landskab, udvikl-ingspotentialet i 'det nye landbrug', herunder behovet for at udvikle forretningsmodeller, der bygger bro mellem by og land. Diskussionen fortsatte i Ph.D. og professor ved Center for Småvirksomheds-forskning, Villy Søgaards bidrag, som gjorde op med en påstået metropolisering. Det viser sig, at de faldende transport- og kommunikationsomkostninger har været gunstige for beskæftigelsen og befolkningsudviklingen i landets mellemstore byer. Der er opstået et nyt byhierarki.

Ulrik Kjær, professor ved Statskundskab på Syddansk Universitet, beskæftigede sig i sit bidrag med geografiens politiske potentiale. På trods af at globaliseringen øjensynligt har gjort bevægelser og tanker i tid og rum mindre relevante, kan det dokumenteres, at der udspilles endog meget barske politiske kampe på tværs af regionale skel. Der er tale om en geografisk vækst og velfærdspolitik, der ikke umiddelbart afspejler sig i de klassiske partipolitiske skillelinjer.

Og i det sidste temabidrag redegjorde lektor, Jørgen Møller,og lektor, Esben Norby Clemens, ved Aalborg Universitet, for de konsekvenser det kan have, når et område klassificeres som 'yderområde'. På den ene side er det klart, at udpegningen til et yderområde virker direkte stigmatiserende og som en nedvurdering af de mennesker, der bor og arbejder i disse områder. På den anden side bliver udpegningen til yderområde altid fulgt op af et politisk ønske om at iværksætte forskellige hjælpeprogrammer og indsatser, skrev de to bidragydere.

Læs mere

 Kilde: Center for Landdistriktsforskning


Oversigtskort