Fire fotografer viser nye billeder fra Danmarks yderområder
I mere end et år har de fire fotografer Christina Capetillo,
Torben Eskerod, Carsten Ingemann og Henrik Saxgren rejst gennem
Danmarks yderområder for at skabe billeder, der kan give de gængse
fordomme om 'Udkantsdanmark' modstand. Netop nu kan
vandreudstillingen Uden for myldretid opleves på
Kunstmuseet i Tønder.
Fotograf Carsten Ingemman valgte at udforske og
fotografere de mørkeste steder i landet gennem projektet.
Resultatet kan opleves netop nu på Tønder Kunstmuseum.
En rejse gennem
landskabet
Fire af Danmarks bedste fotografer - Christina Capetillo, Torben
Eskerod, Carsten Ingemann og Henrik Saxgren - har rejst gennem
Danmarks yderområder for at skabe billeder, der gør op med de vante
forestillinger om Danmarks yderområder.
Resultatet af de fire fotograferes arbejde er bogen og
udstillingen Uden for myldretid, som netop er åbnet på
Kunstmuseet i Tønder. Udstillingen rummer mere end 100
tankevækkende fotografier, som tilbyder en rejse i åbne landskaber
og oversete byrum, en invitation til at se ind i mørket, en
refleksion over menneskers måde at være i verden på og over behovet
for at sætte skel mellem natur og kultur.
Hver fotograf har valgt sit eget fokus, men for alle fire har
det været ambitionen at transcendere den overfladiske iagttagelse.
Udkanten findes måske i politisk og økonomisk forstand, men for
fotograferne er ethvert menneske og ethvert sted sit eget centrum.
De har ladet sig inspirere af stedernes historier, mennesker,
landskaber og byer og har derigennem skabt en både stilfærdig og
overraskende hyldest til de potentialer, som yderområderne
rummer.
For kunstnerisk leder Henrik Saxgren har det været afgørende
ikke at bekræfte de gængse billeder af yderområderne: "Der er ikke
brug for flere billeder af stagnation og afvikling. Vanetænkning og
fordomme får samfund til at fryse til is, og der skal arbejdes på
mange fronter, hvis det skal forhindres, at alt fryser til. Det er
i det lys, vores bidrag skal ses. Vi har ikke set os selv som
dokumentarfotografer, der skulle laveet anderledes portræt af
Udkantsdanmark; vi har set os selv som fire små isbrydere, der var
sendt ud for at bryde små, nye sejlrender i et tilfrosset
hav..."
Projektleder i Realdania, Karen Skou siger: "Uden for
myldretid viser kvaliteter i områder af Danmark, som ofte
overses. Ved at få disse stedbundne kvaliteter frem i lyset og
foran kameralinsen er jeg sikker på, at vi kan skabe nye og mere
positive mentale billeder af yderområderne."
Oplev Uden for
myldretid
Udstillingen er allerede blevet vist på Bornholms Kunstmuseum og
er nu rykket videre til Kunstmuseet i Tønder. Fra 11. oktober - 5.
januar kan den ses på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring, og endelig
bliver den vist på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland fra den 24.
januar til den 16. marts 2014.
Læs mere på Kunstmuseet i Tønders egen hjemmeside