Nyt fra kampagnen
 - 07.03.17

Udstilling: Tag med på rejse til yderområdernes potentialer

Over hele landet er der gennem Stedet Tæller skabt projekter, som tager afsæt i yderområdernes mange kvaliteter og potentialer. De første 20 af 36 projekter har allerede sat gang i en positiv udvikling i lokalområderne - og blandt andet trukket flere besøgende til. Projekterne kan opleves i en vandreudstilling, der kommer hele landet rundt. 

Camønoen_udstilling
Camønoen på Møn var første stop for Stedet Tællers rejsende udstilling. Foto: Lars Engelgaar

Et af Stedet Tæller-projekterne er den 175 kilometer lange vandrerute, Camønoen, som binder en række attraktioner på Møn, Nyord og Bogø sammen. På blot én sæson har Camønoen formået at øge turismeomsætningen i området med hele 12 mio. kr.

På Bornholm har et nyt madkulturhus, hvor man kan opleve den regionale madkulturhistorie, resulteret i 60 procent flere besøgende på landbrugsmuseet Melstedgård og mærkbart flere fødevareiværksættere på øen.

I Marielyst på Falster har et nyt 'egetræsgulv' midt i byen og bedre forbindelse til stranden givet den velkendte kystby en saltvandsindsprøjtning, der kan ses og mærkes - også blandt de lokale erhvervsdrivende.

Det er blot tre eksempler på projekter, som har sat gang i en positiv udvikling i Danmarks yderområder som en del af Stedet Tæller. Siden 2011 har kampagnen kastet lys over, hvordan yderområdernes særlige kvaliteter og potentialer kan bringes i spil og sætte gang i en positiv udvikling. Det kan være natur eller landskaber, historiske huse, kulturmiljøer eller lokale fællesskaber.

Frem til oktober kommer en vandreudstilling rundt i landet til 20 af de 36 projekter, som kampagnen har støttet i at blive til virkelighed.

Frem til oktober ser rejseplanen sådan ud:

  • 03.08 - 13.08: Solnedgangspladsen, Skagen
  • 15.08 - 22.08: Jyske Aas
  • 24.08 - 03.09: Egil Fischers Ferieby, Ebeltoft
  • 05.09 - 12.09: Stinesminde Havn
  • 14.09 - 24.09: Højderygstien, Odsherred
  • 27.09 - 08.10: Melstedgård, Gudhjem
  • 09.10 - 23.10: Realdania, København

Udstillingen har tidligere været her forbi:

  • 25.07 - 01.08: Løkken Moleleje
  • 13.07 - 23.07: Blokhus Bæk
  • 05.07 - 11.07: Nr. Vorupør Landingsplads
  • 22. 06 -04.07: Ejerslev Havn
  • 13.06 - 20.06: De 7 Sogne, Mors 
  • 01.06 - 11.06: Bovbjerg Fyr, Lemvig
  • 23.05 - 30.05: Career Campus, Ringkøbing 
  • 11.05 - 21.05: Arbejdende Pumpestationer, Skjern Ådal 
  • 20.04 - 30.04: Hasmark Strandoase 
  • 02.05 - 09.05: Fanø Bad 
  • 12.04 - 18.04: Assens Mole 
  • 04.04 - 10.04: Maribo Søbred
  • 23.03 - 02.04: Marielyst Torv 
  • 11.03 - 21.03: Camønoen, Stege 

 

 

 


Oversigtskort