Nyt fra kampagnen
 - 28.06.16

Unik mulighed for at besøge nogle af de originale Egil Fischer feriehuse

Fredag 15. juli er der indvielse af Egil Fischers Ferieby efter revitaliseringen. Området er genetableret ud fra arkitekt Egil Fischers oprindelige værdier og intentioner med området. 

Egil FischerKulturarven, de lokale fortællinger og et særligt bygget miljø er grundstenen i projektet.

Egil Fischer var forudseende, da han i 1920'erne planlagde feriebyen ved Femmøller Strand med alléer, akser, pladser, torve og sin egen karakteristiske byggestil. 

Området er Danmarks første planlagte ferieby og rummer en hel særlig kulturarv med afsæt i den dengang spirende fritidskultur. 

Projektet er støttet gennem Realdanias yderområdekampagne Stedet Tæller, der blandt andet støtter
projekter, som løfter kvaliteten i de danske turistbyer. 

Revitaliseringen er gjort mulig med yderligere to store bevillinger fra N.C. Nielsensfond og LAG Djursland. 

Projektchef i Realdania, Karen Skou udtaler: "Egil Fischers Ferieby repræsenterer - som Danmarks første planlagte ferieby - et unikt sted og en særlig fortælling, som vi skal passe godt på. Efter i mange år at have været gemt og glemt og præget af tidens tand, er det en fornøjelse at se feriebyen genskabt i landskabs-arkitekt Egil Fischers billede. Projektet viser, hvordan et stærkt lille lokalsamfund kan skabe kvalitet og stolthed med afsæt i kulturarv, lokale fortællinger og et særligt bygget miljø - både til gavn for borgere og turister i feriebyen." 

Festdag for borgere og turister
Arbejdet med at genskabe Egil Fischers Ferieby startede i slutningen af 2014 og kulminerer med indvielsen fredag 15. juli. Festdagen står i historiens tegn og som noget ganske særligt bliver der adgang til Nørrehald og flere andre originale Egil Fischer huse. 

Der er et tætpakket program med fokus på fx lanskabsarkitektur, husene, områdets natur og en festligt musikalsk afslutning med koncert med Thera Hoeijmans & Dandyerne. 

Claus Wistoft, borgmester i Syddjurs Kommune udtaler omkring projektet: "Jeg har oplevet et stort engagement fra borgere ved Femmøller Strand som gennem grundejerforeningen har lagt et kæmpe stykke arbejde i dette projekt. Det har også været positivt at opleve hvordan aktører som Nationalpark Mols Bjerge og Destination Djursland indgår i projektet for at sikre tilgængelighed og synlighed af nye oplevelsesmuligheder for nutidens turister til Femmøller Strand." 

Læs mere om projektet


Oversigtskort