Nyt fra kampagnen
 - 23.05.16

Vær med til at forny hjertet af Søndervig

Ringkøbing-Skjern Kommune har taget initiativ til en ny plads på Badevej i Søndervig.  Formålet med den nye plads i hjertet af badebyen er at skabe et naturligt centrum og samlingssted og et indbydende opholdsrum for turister og borgere. Nu inviteres alle interesserede til at byde ind med kommentarer og input ved en workshop. Projektet gennemføres som en del af Stedet Tæller.

Søndervig_illustration
Parkeringspladsen Søndervig skal være byens mødested. Illustration: Arkitektfirmaet Gjøde og Povlsgaard 

Arkitekterne Gjøde og Povlsgaard fra Aarhus har udarbejdet et forslag til omdannelsen af Søndervigs eksisterende parkeringsplads til et naturligt og indbydende mødested og opholdsrum. Det sker gennem brug af elementer fra klitterne og stranden. En stor oval sandplads i centrum af opholdsrummet indbyder til leg og afslapning og flytbare plantekummer med marehalm skal trække stemningen fra klitterne ned i byen.

"Pladsen omdannes til et mødested, hvor man naturligt stopper op for at nyde en is eller en kop kaffe, inden turen går videre til eller fra stranden," siger Asker Geyti, projektleder i Ringkøbing-Skjern Kommune.

"Undervejs i processen har der været en god stemning om projektet blandt de lokale. Nu vil vi gerne invitere beboere og turismeaktører til workshop om fornyelsen af Badevej, hvor arkitekterne vil præsentere deres forslag. Der vil være mulighed for at komme med kommentarer og input til det videre arbejde," siger Asker Geyti.

Workshoppen er for alle interesserede og finder sted onsdag den 25. maj.

I september 2016 er der mulighed for at deltage i en opfølgende workshop, hvor arkitekternes endelige projekt fremlægges. Pladsen forventes at stå klar inden sommeren 2017.


Oversigtskort