Realiseringsprojekt

Odden Havneby

marker
Kvalitet i kysternes turistbyer
Tilbage til kort
I Odden Havneby har kommunen omdannet byens gamle fiskeauktionshal til samlingssted for beboere og turister. Målet er at sikre havnens overlevelse i overgangen fra fiskerihavn til oplevelsesbaseret havn.

Nye attraktioner i tidligere auktionshal
På Sjællands Oddes yderste spids ligger Odden Havneby. Havnebyen kan kendes på sin aktive befolkning, der engagerer sig i at skabe liv og aktiviteter, ikke mindst på den velkendte erhvervsfiskerihavn. Men før kunne ikke alle de mange gode idéer og forslag rummes i havnebyens fysiske rammer. Manglen på aktiviteter betød, at turisterne ofte forlod byen hurtigt igen. Derfor var der behov for at redefinere havnens funktion og rolle.

Omdrejningspunkt for dette projekt er stedets tidligere fiskeriauktionshal. Den er nu omdannet til en moderne event- og oplevelseshal, der kan rumme begivenheder af alle typer og størrelser og åbner sig op mod havnebyens udendørs rum. Hallen fungerer som byens samlingssted for faste og midlertidige arrangementer, markeder med lokale råvarer og større events som udstillinger og bådtræf.

Med projektet har auktionshallen fået et arkitektonisk løft, som bl.a. sikrer et godt lysindfald både fra oven og fra siden. Med mobile elementer, som siddetrappe, udstillingsvæg, rumdeler, cafévogn og opbevaringsmulighed kan hallen bruges til mange forskellige formål.

Revitaliseringen af auktionshallen har skabt forbindelse mellem historien som fiskerihavn og fremtiden som en mere oplevelsesbaseret havn.

Læs mere om Odden Havn

  • Status
    Projektet er realiseret og indviet i 2016.
  • Vision
    At gøre havnen og hallen til byens samlingssted og skabe et samlet oplevelsessted for borgere og turister.
  • Hovedgreb
    Omdannelse af den tidligere fiskeriauktionshal til event- og oplevelseshal.
  • Organisation
    Odsherred Kommune i samarbejde med Afdelingen for Ejendomme, Havnefogeden samt VisitOdsherred. Arkitektfirmaet Hasløv og Kjærsgaard har rådgivet projektet.