Realiseringsprojekt

Stinesminde Havn – et autentisk åndehul

marker
Mulighedernes Danmark
Tilbage til kort
Lokale borgere satte sig for at bevare Stinesmindes identitet som et idyllisk og fredfyldt besøgsmål, og kommunen bakkede op. I dag har stedets havn fået et løft, så den også i fremtiden kan bidrage til lokal livskvalitet.

Fred og ro i Stinesminde Havn
På nordsiden af Mariager Fjord - midt mellem Hobro og Hadsund - ligger Stinesminde, et lille fiskerleje med omkring 25 huse. Den autentiske havn og det omgivende kulturhistoriske fiskermiljø er noget af det, der giver stedet sin særegne karakter og gør det til et yndet besøgsmål og pusterum.

Men tidens tand havde også sat sit præg, og særligt havneanlæg, opholdssteder og fiskehuse trængte til en kærlig hånd. Derfor satte lokale borgere sig for at sætte gang i et projekt, som omfatter renovering af havnens fiskerhus med bl.a. formidlingsrum og handicaptoilet og istandsættelse af en lille træhytte.

Havnen har også fået ny, diskret belysning. Rundt om den er små tagrørsskove genskabt, og mellem sivene gemmer sig små siddelommer, hvor man kan nyde sine medbragte klemmer eller en sodavand. Kajak- og cykelshelter er kommet til. Og derudover har kommunen bekostet klimasikring af fiskerhuset og renovering af den ene af stedets to moler. 

Alle tiltag tager udgangspunkt i stedets historie og traditioner: Stinesminde Havn skal være det autentiske åndehul ved fjorden, et uformelt samlingspunkt, som tiltrækker alle, der værdsætter historien, naturen og de aktiviteter, der knytter sig til vandet. 

Projektet har udviklet sig løbende og i tæt dialog mellem driftige borgere på den ene side, og kommunen, der ejer havnen og har vedligeholdelsespligten, på den anden.

Læs mere om Stinesminde Havn

  • Status
    Projektet er i oktober 2014 udvalgt til realisering.
  • Vision
    At styrke identiteten for Stinesminde Havn som et idyllisk og fredfyldt besøgsmål.
  • Hovedgreb
    At forbedre havneanlægget og skabe attraktive muligheder for aktiviteter og ophold.
  • Organisation
    Stinesminde Borgerforening, Mariagerfjord Kommune. Arkitekt Morten Thomassen har rådgivet projektet.