Projekt

Knudeklinten på Fur

marker
Steder i landskabet
Tilbage til kort
Midt i Limfjorden ligger den lille ø, Fur, som er kendt for sit helt særlige molerlandskab. Moleret er omdrejningspunkt for øens industri i molergravene, der dog i stigende grad erstattes af turisme. Nu giver en stirute og tre udsigtspunkter stedets mange besøgende mulighed for at komme endnu tættere på den spektakulære natur.

Storslået natur
Fur dækker 22 kvadratkilometer og har 850 indbyggere. Om sommeren vokser beboerantallet drastisk, når mellem 150.000 og 200.000 besøger Fur som turister. Øen er præget af uberørt natur; klinter, bakkede landskaber og smukke udsigter over Limfjorden, og særligt molerklinterne tiltrækker mange besøgende.

På øens nordkyst knejser de molerklinter, der blev skabt for 25.000 år siden, hvor gletsjere fra nordøst skubbede havbunden op i folder og overlejringer og dermed blotlagde de hvide lag af moler gennemskåret af de cirka 200 sorte askelag fra gentagende vulkanudbrud.

I moleret findes et stort indhold af fossiler i form af fisk, fugle, insekter, krybdyr og planter. Man kan støde på hen ved 55 mio. år gamle forsteninger, og det er populært blandt turisterne at gå på jagt efter disse gratis, historiske ferieminder i molergravene og langs kysten.

Særlig markante er molerklinterne på Knudeklinten i øens nordvestlige hjørne, der er ejet af Fur Bryghus. Knudeklinten var derfor et oplagt sted at arbejde med en samlet fortælling om moler i lyset af menneskets indgriben og havets påvirkning.

Arkitektur forbinder menneske og natur
Ved hjælp af tre, små arkitektoniske nedslag, udført i cortensstål, er oplevelsen af øens fine molerlandskab nu blevet forbedret. Projektets omdrejningspunktet er en spektakulær kløft, som er resultat af udgravningen af moler og gør de forskellige lag i jorden meget synlige. Her og på de mere sarte klinter ved kysten formidles forsigtigt dramatikken i landskabet som resultat af havets stædige indtrængen.

Projektet har fået navnet Diatoméer. Hver udsigtspunkt har en form, materialitet og lethed der refererer til de mikroskopiske diatoméer som er hovedbestanddelen i moleret. Diatoméerne inviterer de besøgende til at opleve særlige steder i landskabet og skaber mulighed for forskellige grader af ophold. De enkelte diatoméer fremstår som fritliggende objekter i landskabet forbundet af trampestier. 

Diatomé 1 bringer den besøgende ud på kanten af molergraven og giver mulighed for at opleve moleret på gravens nordlige langside. Diatomé 2 bringer den besøgende op langs den vestlige side af molergraven og ud over kanten af graven hvor moleret kan opleves på tættere hold og skalaen på graven og landskabet bliver tydelig. Diatomé 3 på knudeklintens top inviterer den besøgende til at træde et par trin op og opleve de spektakulære molerskrænter samt en panoramisk udsigt over Fur og Limfjorden.

  • Status

    Projektet er realiseret og indviet i november 2015.
  • Potentiale
    Molerklinter
  • Primær ejer
    
Mildred Fog
  • Partnerkreds
    Realdania, Fur Bryghus, Naturstyrelsen og Skive Kommune
  • Rådgivere
    
LETH & GORI, Reiulf Ramstad Arkitekter, Buro Happold og Anne Tietjen, ph.d. og arkitekt