Mulighedernes Danmark og Kvalitet i kysternes turistbyer

Det gode liv ved kysten

Projekt Det gode liv ved kysten under-støtter en efterhånden veletableret surferkultur og har vendt udviklingen i Klitmøller, samtidig med at det oprindelige fiskermiljø er bevaret. I dag er indbyggertallet steget fra omkring 700 til 800 borgere. De nye indbyggere kommer fra hele landet, men også fra Holland, USA, Frankrig og Tyskland. De er unge, kreative og ressource-stærke, og de deler passionen for surfing - også om vinteren!

marker
Mulighedernes Danmark
Tilbage til kort
marker
Kvalitet i kysternes turistbyer
  • Formål
    At fremhæve og udvikle de stedbundne naturværdier og kulturmiljøer for at styrke turisme og bosætning
  • Hovedgreb
    Klubhus for surfere og fugleobservatører, nyfortolket pakhus i Krik, etablering af Foreningsvejen
  • Projektperiode
    2009 - 2012
  • Organisation
    Thisted Kommune og Realdania
  • Kontakt
    Arkitekt Gerd Dam
    Projektleder, Planafdelingen, Thisted
    E: gerd@thisted.dk

Det kolde Hawaii

Thisted Kommune er kendt for sine lange, hvide sandstrande, det vilde Vesterhav og Danmarks første nationalpark. Her finder man et levende fiskermiljø og et voksende antal surfere fra hele verden, som har døbt stedet "The Cold Hawaii".

Da Thisted Kommune fik mulighed for at starte fire projekter i forbindelse med Realdania-kampagnen Mulighedernes Land, var det derfor oplagt at bygge videre på potentialerne i Nordsøens bølger og det gode 'begyndervand' i Limfjorden. Formålet med projektet var at vise, hvordan man ved at fremhæve og udvikle de stedbundne naturværdier og kulturmiljøer kan styrke turismen og få flere til at bosætte sig i området.

Turisme og bosætning - to sider af samme sag

Projektet hedder Det gode liv ved kysten og består af et supermoderne klubhus for surfere og fugleobservatører i Klitmøller og et gammelt pakhus i Krik, der er genanvendt som ramme for natur- og kulturformidling.

Derudover giver strandpromenaden Foreningsvejen lettere adgang til havet og skaber større sammenhæng mellem aktiviteterne ved strandene i Klitmøller og Vorupør. Tiltag, som også fiskere, badegæster og sejlere har glæde af.

Forløbet blev indledt med en lang række offentlige møder, hvor borgernes idéer blev brugt som fundament for udviklingen af ét stort projekt.

Borgerinddragelse gav synlighed

Borgerinddragelsen har skabt lokal synlighed, høje ambitioner og optimisme og ført til, at flere fonde har bidraget med midler. I dag er alle borgerne - ifølge arkitekt Gerd Dam i Thisted Kommune - glade for den udvikling, som projektet har sat i gang. Projektets resultater er ikke udeblevet: Næppe var Foreningsvejen indviet, før skatere indtog betonen. En anden konkret effekt er afholdelsen af verdensmesterskabet i windsurfing, som fandt sted i Klitmøller i september 2011. Og ikke mindst har det vist sig, at der ikke er grund til at tænke turisme og bosætning hver for sig; begge grupper har glæde af - og bruger - de nye tiltag.

Læs mere om Mulighedernes Land

Fotos: Realdania og Thisted Kommune