Kvalitet i kysternes turistbyer

Sandvig Strandpromenade

I Sandvig er den gamle strandpromenade fra begyndelsen af 1950'erne forvandlet til et attraktivt uderum. Væk er de forvoksede rosenbuske og et bølgebad i beton, som før spærrede for udsigten. Nu giver en ny promenade turister og lokale beboere bedre mulighed for at opleve havet og den smukke natur. Projektet er eksempel på, hvordan man kan skabe et mødested på kanten af byen ud mod dens største attraktion: Kysten.

marker
Kvalitet i kysternes turistbyer
Tilbage til kort
  • Formål
    At forbedre adgangen til hav og strand, etablere en mere tidssvarende strandpromenade og skabe forbindelse til Hammerknuden.
  • Hovedgreb
    Et stort, tomt beton-bølgebad er revet ned. Høje hække og rosenbuske er fjernet, og klitlandskabet er genskabt. Derudover er en ny strandpromenade, en 160 meter lang bænk, en hævet terrasse samt en bred trappe til ophold blevet anlagt.
  • Organisation
    Bornholms Regionskommune, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og Realdania. Projektet er realiseret som en del af partnerskabsprojektet Mulighedernes Land. Promenaden er tegnet af Kragh & Berglund.
  • Projektperiode
    2010 - 2012
  • Kontakt
    Gugga Zakariasdottir
    E: Gugga.Zakariasdottir@brk.dk

100 års turistby

Sandvig på Bornholms nordspids har i 100 år haft en rigtig strandpromenade, som man finder dem i store, sydeuropæiske kystbyer. Med prominente badehoteller, pensionater og restauranter rummede det lille, bornholmske fiskerleje store kontraster.

Byen har gennem tiden været præget af den nærliggende Hammerknude, hvor granit blev brudt og udskibet fra Hammerhavn. Samtidig med at granitbrydningen var på sit højeste omkring 1890, opdagede tyskerne, der ejede granitindustrien, Sandvig. De rige tyske familier faldt for den lille by og udviklede den til et ferieparadis i granithistoriens storhedstid.

Nye tider - nye behov

Den sten- og fiskeindustri, der tidligere holdt liv i Sandvig, er for længst afviklet, og der kommer stadigt færre turister til byen. Sandvig har dog stadig sin fantastiske placering: Byen ligger lige ud til Osanbugten og grænser op til det naturskønne Hammerknuden - et af Bornholms mest besøgte steder - og i byen findes stadig arktiektoniske spor af Bornholms granithistorie. En historie, som stadig kan opleves ved de gamle arbejderhuse og i Rådstuen, som laver udstillinger om granitbrydningens betydning. Projekt Sandvig Strandpromenade bygger videre på disse stedbundne potentialer: Projektet har genskabt den storslåede udsigt over bugten, givet promenaden et mere tidssvarende udtryk, åbnet for nye muligheder for at opleve kysten og forbundet forskellige steder i byen, hvor granithistorien kan opleves.

Tydelig effekt

Konkret har projektet ført til, at et stort, tomt beton-bølgebad er blevet revet ned. En ny strandpromenade med omklædningsrum, en hævet terrasse og en bred trappe til ophold er anlagt. Der, hvor bølgebadet før lå, er klitlandskabet blevet genetableret. Væk er høje hække og rosenbuske, som spærrede for udsigten, og havtorn, marehalm og klitroser er blevet plantet i stedet.

Det var et gennemgående ønske hos borgerne at få revet bølgebadet ned, og effekten af projektet har været tydelig: "Da bølgebadet blev revet ned, og der blev åbnet for udsigten til bugten og Hammerknuden, var folk allerede positive - når der sker en forandring, kan folk pludselig se, at noget andet end status quo er muligt", siger Barbara Sørensen, som er medlem af borgerforeningens bestyrelse.