Steder i landskabet

Adgang til naturen

Følg Nasjonale Turistveger - 18 særligt skønne ruter, der snor sig gennem Norges natur fra nord mod syd. Undervejs giver enkel og nytænkende arkitektur mulighed for at stoppe op og opleve fjeld, fjord og kyst. Sohlberg-plassen er ét af dem.

marker
Steder i landskabet
Tilbage til kort
  • Formål
    Forbedre tilgængeligheden til naturen gennem enkle, arkitektoniske indgreb
  • Hovedgreb
    Etablering af udsigtsposter, stier, rastepladser, trapper mv.
  • Indvielsesår
    2006
  • Organisation
    Statens vegvesen, nogle steder i samarbejde med lokale turistorganisationer og foreninger
  • Kontakt
    Helge Stikbakke
    Vegdirektoratet, Turistvege
    E: helge.stikbakke@vegvesen.no

Enkel arkitektur åbner naturen

I Rondane Nasjonalpark giver den nyanlagte Sohlbergplassen mulighed for at lade natur og arkitektur gå op i en højere helhed. Betonplatformen løfter sig fra jorden og snor sig gennem skoven og rundt om træerne uden at røre hverken dem eller jorden nedenunder - og den afslører en bjergtagende udsigt mod høje bjerge og en stille sø.

Den svungne udsigtspost er designet af arkitekten Carl-Viggo Hølmebakk og opkaldt efter den norske maler Harald Sohlberg, hvis mest berømte værk - nationalklenodiet Vinternatt i fjellene - er malet i området. Arkitekten var egentlig blevet bestilt til at gennemføre sit projekt på en anden beliggenhed i nærheden, men fandt frem til den ugenerte beliggenhed under sit indledende arbejde og solgte idéen ind til det norske vejvæsen.

Arkitektur skaber tilgængelighed

Sohlbjergplassen er del af det store norske, statslige forskønnelsesprojekt Nasjonale turistveger - et projekt som Statens vegvesen driver på foranledning af det norske storting og regeringen. Projektet har udvalgt 18 imponerende ruter som del af et samlet initiativ.

Formålet med initiativet er at forbedre adgangen til naturen gennem mange simple, men præcise arkitektoniske indgreb. Her bygger man nu trapper, stier, rastepladser og udsigtsposter, der intensiverer oplevelserne af de mange storslåede scenerier.

Enestående modtagelse

Indtil videre er der anlagt flere end 100 af denne type servicefaciliteter, som udover at forbedre tilgængeligheden til naturen også er blevet turistattraktioner i sig selv. Det gælder ikke mindst for Sohlbergplassen. Projektet har fået en enestående modtagelse af lokale og turister, siger projektleder Helge Stikbakke. Effekten kan blandt andet måles i en markant årlig stigning i antallet af køretøjer på vejen og besøgende i den nærliggende café.

Læs mere på projektets eget website

Fotos: Helge Stikbakke, Vegar Moen og Jarle Wæhler, Statens vegvesen