Steder i landskabet

I samspil med naturen

En udsigtsplatform i de tyrolske alper tiltrækker i forvejen vandrere, klatrere og skiløbere, som kommer for at opleve naturen i hjertet af Tyrol. Nu kan de mest modige besøgende også nyde panoramaudsigten fra platformen, som svæver henover den østrigske Stubai-gletcher.

marker
Steder i landskabet
Tilbage til kort
  • Formål
    At tilgængeliggøre gletcheren hele året
  • Hovedgreb
    Udsigtspost placeret ud fra bjerget Store Isidor og udover Stubai-gletcheren
  • Indvielsesår
    2009
  • Organisation
    Wintersport Tirol & Co. - Stubaier Bergbahnen KG var bygherre
  • Kontakt
    Frank Ludin
    Arkitekt, LAAC Architects
    E: frank.ludin@laac.eu

På toppen: panoramaudsigt over Tyrol

Toppen af Tyrol starter med en svævebanetur op i 3160 meters højde. Når man næsten er ved højderyggens allerøverste, er det tid til at stå af og vandre det sidste stykke mod bjergtinden.

Her finder man en nytænkende udsigtspost, skabt i lette, men robuste, røde stålplader af østrigske LAAC Architekten for de lokale turistaktører Wintersport Tirol og Stubaier Bergbahnen. Top of Tyrol kaldes den spinkle platform, som holdes fast i permafrosten af 14 meter lange ankre og svæver halsbrækkende ni meter ud fra bjerget Store Isidor og ud over Stubai-gletcheren.

Arkitektur i samspil med landskabet

Formålet med det østrigske projekt var at forlænge turistsæsonen ved også at gøre det muligt at opleve gletcheren uden for de gængse turistsæsoner. Med udsigtsposten kan de besøgende nu nyde en 360 graders panoramaudsigt over hele gletcheren og 109 bjerge over 3000 meter i de tyrolske alper.

Stedet kan besøges det meste af året, og her kan man opleve et kunstigt landskab, som iscenesætter gletcheren og landskabet - og hvor arkitekturen næsten bogstaveligt smelter sammen med naturen: Sti og platform ligger i det sprøde fjeld, og seks måneder om året forsvinder stållamellerne helt i sneen.

Platform tiltrækker turister

Udsigtsposten besøges af mere end en halv million turister hvert år. De besøgende kommer særligt om foråret og om efteråret, men også om vinteren, når vejret er godt. Og dermed har udsigtsposten været med til at forlænge overgangen mellem vinter- og sommersæson.

I dag er Top of Tyrol blevet en tillægsattraktion til Stubai-gletcheren, som både aktiverer landskabet og giver sikker adgang til den tyrolske alpetop.

Læs mere om Top of Tyrol

Foto: LAAC-Architecten