Steder i landskabet

Torvdalshalsen

Gennem Norges natur snor 18 særligt skønne ruter sig fra nord mod syd, og undervejs kan billisterne stoppe op ved nyanlagte trapper, stier, rastepladser og udsigtsposter, der intensiverer oplevelserne af de mange storslåede scenerier. Det gælder også på øen Vestvågaøyi,  hvor den besøgen-de inviteres til at stoppe op ved raste-pladsen ved Torvdalshalsen og nyde udsigten over fjeld, fjord og kyst.

marker
Steder i landskabet
Tilbage til kort
  • Formål
    At forbedre tilgængeligheden til naturen gennem enkle, arkitektoniske indgreb
  • Hovedgreb
    Etablering af udsigtsposter, stier, rastepladser, trapper mm
  • Indvielsesår
    2005
  • Organisation
    70 Nord Arkitektur i samarbejde med Statens Vegvesen
  • Kontakt
    70 Nord Arkitekter
    Michele R. Widerøe
    E: firmapost@70n.no

Et enkelt arkitektonisk indgreb

Rastepladsen ved Torvdalshalsen er det bedste udsigtspunkt for et kig ud over det centrale af øen Vestvågaøy i det nordvestlige Norge. Øen er et yndet turistmål med høje fjelde, fiskeri og hvide sandstrande. Fra rastepladsen ser man ud over store landbrugsarealer og vikingemuseet på Borg.

En 60 meter lang trævæg skærer sig på tværs af vejen og separerer parkeringspladsen fra opholdsarealet, solen og udsigten. Rastepladsen er udformet til at give plads til flere busser med besøgende. Samtidig er der plads og ro til de gæster, der ønsker fred til at spise og nyde udsigten. Væggen indeholder informationstavler og giver læ til siddepladserne.

I ly for vinden

Rastepladsens beskyttende væg - en stålkonstruktion beklædt med træ - er inspireret af traditionel viden om, hvordan man bedst stopper vinden. Ramper og trin følger det underliggende terræn. Den horisontale træbeklædning fortsætter og bliver med folder og beskæringer til borde og bænke.

Bænkene er beskyttet af lave mure med mørk beklædning for at holde på varmen fra solen, og det skaber et godt mikroklima i det ellers barske miljø.

Arkitektur giver adgang til naturen

Rastepladsen Torvdalshalsen indgår i det store norske, statslige forskønnelsesprojekt Nasjonale turistveger - et projekt som Statens vegvesen driver på foranledning af det norske storting og regeringen. Projektet har udvalgt 18 imponerende ruter som del af et samlet initiativ.

Formålet med initiativet er at forbedre adgangen til naturen gennem mange simple, men præcise arkitektoniske indgreb. Her bygger man nu trapper, stier, rastepladser og udsigtsposter, der intensiverer oplevelserne af de mange storslåede scenerier. Indtil videre er der anlagt flere end 100 af denne type servicefaciliteter, som udover at forbedre tilgængeligheden til naturen også er blevet turistattraktioner i sig selv.

Læs mere om Nasjonale turistveger